Der er bestemt nogle steder der er værd at besøge i Bruxelles.
Jeg har samlet de seværdigheder vi besøgte.
Der er en del, men man sammenstrikker selvfølgelig selv sin tur, alt efter ens interesser.
–
Bonusinfo: Jeg vurderer at det er en god idé at lave en plan hjemmefra over det man gerne vil se. Det modvirker at man går i ”stjerner” – altså at man går fra den ene del af byen til den anden for at gå tilbage igen, fordi det ikke er tilrettelagt bedst muligt.
Er man ved en bestemt seværdighed, er det en gode idé hjemmefra at undersøge, hvilke andre seværdigheder der er i nærheden.
–
Oversigten er lavet i den rækkefølge vi så seværdighederne i.
Lørdag
- Rue Neuve
Er gågaden i Bruxelles centrum. Her er altid meget liv. Den kunne vi følge fra vores hotel og ned til Grand Place.
–
Bonusinfo: Søndag er lukkedag i Belgien. I centrum er der stadigvæk mange butikker, der har åbent såsom chokoladeforretninger, souvenir shops, restauranter osv. men tøjforretninger holder lukket.
–
- Grand Place
Bruxelles midtpunkt. Grand Place er en stor rektangulær plads, omringet af smukke gotiske bygninger. Her er altid mange turister og guider og gøglere.
Hvert 2. år (lige år), bliver der i august lagt et blomstertæppe ud, der fylder næsten hele pladsen.

- Everard t’Serclaes monument
Monumentet skulle efter sigende opfylde ens ønsker, hvis man rører ved det. Ligger i en lille sidegade for enden af Grand Place.

- Manneken Pis
Den ikoniske figur, og et af Bruxelles store varemærker. Det er en bronzestatue på 61 cm. Man skal dermed ikke gå og lede efter en stor vulgær statue, for så bliver man skuffet. Man skal derimod forvente at se en lille (på denne tur udklædt) dreng, der så fint tisser ned i, hvad der mestendels minder om, et fuglebad.

- Jeanneke Pis
Pigeversionen af Manneken Pis, der sidder på hug i lidt mere naturistiske omgivelser.
Normalt er hun låst inde bag et rødt gitter, men om formiddagen, bliver hendes fuglebad renset, og vi havde derfor fuldt udsyn til hende. Størrelsen er den samme som hendes drengelige ven.

- Het Zinneke
Bliver af mange også betegnet som ”Zinneke Pis”. Som dens sammensvorne gør også hunden her stop for at holde tissepause.
Der er en rød tråd mellem de 3 statuer, og har man planer om at skulle se én af statuerne, synes jeg ligeså godt man kan se hele ”familien”, da de ligger tæt på hinanden, og egentlig er ret kære.

- Notre Dame du Sablon
En af de mange smukke kirker, med et stort weekendmarked. Hver lørdag og søndag bugner pladsen foran kirken med boder, der sælger antikviteter. Her er en vældig hyggelig stemning, og det er en god mulighed for at gå på opdagelse i nogle af det belgiske folks aktiviteter/lopper.

- Palais De Justice
Turen op til Palais De Justice er meget smuk, og helt oppe er der en udkigspost over Bruxelles. Her holder mange af de lokale til, hvor de sidder på murværket og drikker kaffe/læser eller bare nyder udsigten.
Selve Palais De Justice er tomt for mennesker i weekenden, men går man ind fra siden af bygningen kan man frit bevæge sig rundt mellem de store søjler og nyde det særprægede bygningsværk.


Søndag
- City Hall
Er et klokkeklart eksempel på den gotiske arkitektur, der pryder byen.
Her holder borgmesteren til, og man kan blive viet som på de fleste andre rådhuse. Er man heldig kan man se nygifte på bygningens balkon, der vinker til deres familie nede på ”Grand Place”. Men det koster en del at komme derud, og det er derfor ikke hver dag man oplever dette.
Man kan få guidede ture i City Hall, og det er klart at anbefale, hvis man ønsker at høre om Belgiens historie, og se de overdådige rådhuslokaler.
–
Bonusinfo: Tiderne for de guidede ture stemmer IKKE overens med dem man kan finde på internettet. De har IKKE åbent hver dag for turister, og jeg fik fornemmelsen af at det kun er onsdage og søndage de har åbent for turister. Man kan købe billetter fra kl. 9.00 samme dag som rundvisningen, og de har ture både på fransk, hollandsk og engelsk.
Foran City Hall, ude på Grand Place ligger et informationscenter mærket med ”I” hvor man kan købe billetter.
Får man ”Van Roy Dirk” som guide, kan man være sikker på det bliver en underholdende tur.
–
Bonusinfo: Det koster 5 € for alm. besøgende og 3 € for studerende (uanset nationalitet). Vi skulle IKKE vise studiekort nogle steder, men de siger det er et krav at det kan fremvises.
–
- Palais Royal de Bruxelles
Man bliver nærmest slået omkuld af den prægtige facade. Paladset ligger ud til ”Parc de Bruxelles Warandepark”, som er den park man skærer igennem for at komme til det ”Europæiske Kvarter”
Det bliver IKKE brugt som residens for de kongelige mere, da de bor i ”Château de Laeken”, som vi besøgte mandag.

- Det Europæiske Kvarter
Kvarteret er ca. 4 km2. Der ligger både hoteller i nærheden og boligkomplekser i selve området.
Der er mange forskellige hovedbygninger, men der er i øjeblikket meget fokus på terror i Bruxelles, og derfor er det begrænset med besøgsmuligheder.
Vi besøgte ”Parliamentarium”, som er et oplevelsesmuseum der viser EU’s grundlæggelse og gøremål.
–
Bonusinfo: ”Parliamentarium” har åbent alle dage til kl. 18.00, og der er gratis adgang for alle.
Man bliver ved ankomst udstyret med en iPhone lignende guide opkoblet til et headset.
Man angiver hvilket land man kommer fra, og scanner en lille chip ved de ting man kommer rundt til, og man får derved præsenteret historien bag i headsettet, på dansk selvfølgelig.
–
Man kan ved forudgående aftale få en rundvisning i ”Plenarsalen” (ligger ikke i Parliamentarium).” Dette var vi desværre ikke bevidste om ved afrejse, så det var ikke muligt for os af besøge ”Plenarsalen” – den må vi have til gode.

- Galeries Royales Saint-Hubert
Dette er den eksklusive overdækkede shoppinggade, med luksuriøse delikatesseforretninger og tøjbutikker. Bruxelles svar på LA’s Rodeo Drive.
Delikatesseforretningen ”Delices Du Roy”, der sælger ”macarons”, var den eneste forretning vi købte noget i – men det var heldigvis også den billigste.

Mandag
- Atomium
100 meter høj stålbygning, der står som symbol på landets jernindustri. Konstruktionen forestiller en forstørret jernkrystal med 9 atomer.
Ikke blot er Atomium en meget moderne arkitektonisk bygning, men det er også lavet til museum.
Man kan for 12 € (8 € hvis man er studerende, også udenlandsk studerende), alle ugens dage, bevæge sig fra atom til atom, og se de forskellige udstillinger, nyde udsigtens fra de mange udsigtsposter, og hører om bygningens historie, opførelse og symbol.
Jeg anbefaler turen til både børn og vokse. Der var, da vi var der, udstillinger med både musik og lys, og når man går fra atom til atom, får man lidt følelsen af at man bevæger sig rundt i et rumskib, eller er på en rumbase.

- Parc Laeken
”Laeken” er en nordlig forstad i Bruxelles. Her ligger den smukker ”Park Laeken”, hvor der er masser af dyr. Vi så både egern og harer.
I ”Parc Laeken” ligger også ”Royal Palace”, som er de kongeliges residens.
Paladset og grunden omkring er omringet af stor mur og pigtråd, og er ikke mulig at komme ind til. Men ude foran hovedindgangens porte, hvor ”Dynastimonumentet” står, kan man se ind til det.
I parken kan man også komme hen til ”Vor Frue Kirke”, ”Laeken Kirkegård”, ”Botanisk have”, den ”Kinesiske Pavillon” og det ”Japanske Tårn”. Den ”Kinesiske Pavillon” er den dag i dag et historisk og karakteristisk museum, men var desværre under ombygning da vi var dernede.
Vi så alt ovenstående udefra, foruden parken vi gik igennem.







